Den fantastiske natur indbyder til udforskning og aktivitet. Du kan komme tæt på Vadehavets natur på mange måder. Træd i pedalerne på en af områdets mange skiltede cykelruter eller snør støvlerne og opdag Marskstien nær Højer. Tag med en guide ud i naturen og kom tæt på både fugle, sæler, Vadehavet selv og et væld af anden utrolig natur.
Ved Vadehavet finder du samtidig nogle af Europas største badestrande. Både Rømø og Fanø har kilometervis af strand, hvor der er plads til at dase på håndklædet, nyde en god is og hygge sig med familien, og samtidig er her plads til fed vindsport – som du også kan prøve kræfter med på ferien. Prøv en tur i en blokart og sejl langs stranden, med vinden som motor og den brede strand som vejbane.
Har du mod på en mere rolig motor, så spring i sadlen og oplev Vadehavet fra hesteryg, med muligheder for ridning på alle niveauer.